Holger og Bodil

Vi er velankommet til Tune efter 3 fantastiske uger i Tanzania og Uganda.
Vi fik en enestående service i begge lande. Fra vi ankom i Nairobis lufthavn blev vi budt velkommen – karibu – med stor venlighed. Guiderne var dygtige både til at køre og fortælle og til at forstå vores individuelle behov og ønsker. Kokken lavede fantastisk mad (vi undrede os over, hvordan fødevarer kunne opbevares i 30 gr og stadig være friske – uden brug af køleskab). Valget mellem primitive campsites og et luxiøst tented camp var helt rigtigt for os. Vi så alle dyr samt migrationen i Serengeti. Gorillatrekket var spændende og lige tilpas anstrengende. Skulle I mangle nogle billeder, kan vi supplere med mange fantastiske.

Mange venlige hilsner
Holger og Bodil

Vi skylder lige at fortælle dig at du har gjort et godt stykke arbejde da du lavede vores rejse til Tanzania. Alt klappede og vi havde en fantastisk tur.
Vi havde en helt fantastisk chauffør Limo og kok David og de var med til at gøre safarien til en kæmpe oplevelse. Vores 3 vandreture var også helt fantastiske og måske var disse dage de bedste på hele turen. Vi tog Olmoti krateret om eftermiddagen da vi ankom til Nainokanoka. Det gjorde den følgende dags vandretur til Bulati mere overkommelig for alle.
Vi sov i Bulati i to nætter og havde så mange gode oplevelser her. Vi oplevede masai-marked (tirsdag) og besøgte skolen og var hjemme hos en lærer og hans familie.
Selve besøget på skolen var en kæmpe oplevelse for alle. Vi fik fortalt hvem vi var da vi besøgte alle klasser og de var meget interesserede i at høre om vores skoler og liv. I de to dage vi var på skolen havde de ikke noget vand og det betød at de ikke fik mad. Skolen havde fået majsmel mm af FAO men manglede altså vand ofte.
Der var et par masaipiger på markedet der syntes at …. og jeg var gamle og rynkede (og her gik man lige og syntes at man var blevet lidt sommer lækker), men de var også kun ca. 16 gifte og havde henholdsvis 1 og 2 børn.
Besøget hos buskmændene og Datoga familien var ligeledes meget spændende. Hadzapi stamme besøget var dog på en måde en lidt blandet fornøjelse da deres dage jo nok er talte. Godt at vi var advaret om jagten, byttet (en bushbaby) var ganske rigtig lang tid om at dø.
Alle aftaler med rangerne og guider fungerede fint.
Vores dage i Arusha var meget oplevelsesrige. Vi fik set dans og sang og fik gået nogle ture i det meget frugtbare landskab lige uden for byen. Vi boede hos en rig afrikansk familie og lige uden for døren var folk fattige og boede i hytter og mændene havde 3 koner. Store kontraster.
Zanzibar var jo bare dejlig, men meget anderledes og knapt så meget Afrika.

Mange hilsner

Anonym 7

Vi havde en helt utrolig dejlig tur til det sydlige Tanzania, som bestemt levede op til vores meget store forventninger. Vores chauffør/guide, Gerald var vældig sympatisk, meget vidende og en både dygtig og hensynsfuld “driver”. Da vi jo kørte meget, var det umådelig rart, at man ikke behøvede at “køre med” selv! Gerald “snød bestemt heller ikke på vægten” – dagene med safari bestod faktisk af 8 fulde timers safarikørsel + pausen midt på dagen, hvis vi da ikke havde heldagssafari, og det var vi selvfølgelig meget glade for og også vældig imponerede over. De 4 områder var utroligt forskellige, Selous herlig vildt og meget lidt “friseret” med noget sky dyr (på grund af jagten syd for Rufiji-floden, forklarede Gerald). Campen var god med meget flot beliggenhed og gode telte mm. Efter Selous virkede Mikumi lidt flad og lidt rigelig velordnet, men det var ved nærmere eftertanke nok ikke helt retfærdigt bedømt, for her var mange dyr og campen var hyggelig med dejlige telte, og den var meget velplaceret i området. Ruaha blev som ventet turens højdepunkt – her er så helt utrolig smukt og varieret, både vegetation, landskab og jordens farve veksler hele tiden, og her var mange dyr. At bo i bandaerne i Ruaha River Lodge helt nede ved floden var en unik oplevelse, så den korte pause midt på dagen blev ikke brugt til at sove, men til at sidde og se på dyrelivet. Problemet var næsten at vælge, hvorvidt det var elefanterne, girafferne, flodhestene, bavianerne, klippegrævlingerne eller diverse fugle, man skulle prøve at følge. Vi talte lidt om, hvorvidt det ville blive noget af en nedtur at skulle afslutte turen i Saadani Safari Lodge, men det blev det ikke. Her var så helt anderledes og også pragtfuldt med dejlige telte helt nede på den fine hvide strand, hvor man kunne følge de lokale fiskeres anstrengelser om morgenen. Der var ikke så mange dyr i parken, men mange fugle, og vi så Black and White Colobus monkeys ( en pæn flok i fin afstand). På den meget flotte sejltur på Wamifloden den sidste eftermiddag med en virkelig dygtig lokal guide blev det til Blue monkeys samt en mængde fugle, flodheste og krokodiller. Også her fik vi fuld valuta for pengene og kom først tilbage til lodgen, da det var blevet mørkt. Det havde nok ikke været meningen, men var jo herligt!

Som du kan forstå, har turen været en kæmpe oplevelse, ikke bare safaridagene, men også køredagene mellem de enkelte parker. Vi har set og oplevet en masse af landet, landskaber, marker, landsbyer, lidt større byer og har fået et bredere og større indtryk af Tanzania, end “bare” nationalparkerne.

Vi fik ikke set vilde hunde, sabel- og roanantiloper, som vi havde håbet, men er også blevet klar over, at vi måske ikke har været i det “rigtige” hjørne af Ruaha, for at på mulighed for det.

Anonym 6

Ballonturen gik i orden dernede og 3 af os fik en fin flyvetur. Jeg vil gerne kvittere for en meget fantastisk tur. Alt fungerede perfekt og vi oplevede utroligt meget. Tak for det.

Mange hilsener

Anonym 5

Hej Michael

Så er det vist på tide at komme med en tilbagemelding.
Det er dejligt at kunne fortælle, at rejsen har været helt fantatisk og til fulde levet op til vores forventninger. Den var godt tilrettelagt og havde en passende fordeling mellem Uganda og Tanzania. Alle lodger var af pæn standard, og især Buhoma lodgen i Bwindi og Tarangire River Camp var spændende. Begge chaufførguider var dygtige og meget vidende og fortjente gode drikkepenge. Vi havde mange dejlige oplevelser, så dette er bare en kort beskrivelse.

I Entebbe stod Bosco klar til at tage imod os, og vi blev kørt til det pæne Protea hotel i Kampala.
Et par dage senere skulle vi på gorillatrek i Bwindi, turens højdepunkt, og her var vi vist virkelig heldige.
Vi kom i en lille gruppe på kun 4 personer og fik “tildelt” den største gorillafamilie.
Efter ca. 1 t. køretur og 1 t. vandring fandt vi gorillaerne, der var i en lysning i udkanten af regnskoven.
Det er en meget stor oplevelse at følges rundt med gorillafamilien en god times tid og se, hvordan de lever.
Chimpansetrekket dagen efter fik en fin start i solskin, men så kom uvejret.
Tropisk tordenvejr og skybrud, så fik vi prøvet det. Vi gled rundt i mudderet og måtte afbryde turen. Guiden havde sit besvær med at hive os op af kløften igen af totalt smattede stier. Men chimpanser eller ej (for dem fik vi desværre ikke set) – det var en rigtig god oplevelse. Senere i QE så vi bl.a. de træklatrende løver og rigtig mange fugle.
Vi opdagede desuden, at politiet kan andet end at lave kontrol. Vi blev stoppet af nogle grinende betjente, der spurgte, om vi ikke var på safari for at se løver, og der lå da en løve lige deroppe i træet. Det var rigtig nok, der lå en løve, som vi ikke havde opdaget. Vores sidste dag i Uganda blev lidt mere oplevelsesrig end forventet. Vi skulle køre til grænsen til Tanzania, men det blev med en del omveje ud i noget, der mere var stier end veje for at komme udenom nogle af byerne undervejs. Bosco måtte spørge om vej mange gange. Der var optøjer i Kampala og det havde bredt sig til resten af landet, så flere veje var spærret af brændende bildæk. Det var lidt skræmmende. Vi nåede dog grænsen i god behold og det var godt, vi var på vej mod Tanzania.
De turister, der lige var kommet ind i Uganda, måtte vende om og tage tilbage. Efter en times kontrol ved grænsen kunne vi køre videre mod Bukoba, hvor natfærgen ventede. Det blev som beskrevet en meget lokal oplevelse.
Vi fik heldigvis vores ret pæne 1. klasses kahyt og sov udmærket. Men ellers var det en rigtig “bananbåd” fyldt med lokale rejsende og ganske få turister. Flere af de lokale havde medbragt tæpper og sov oven på bananklaserne på dækket.

Næste morgen kl. 7.30 blev vi modtaget af Khalifa, der havde ventet på os siden kl. 6 Alle troede overfarten tog 9 timer, men den varede 10½. Så gik det mod Serengeti, og det er nok den største oplevelse, lige bortset fra gorillaerne.
Khalifa gjorde alt for at vise os alle de spændende rovdyr, og hver dag så vi masser af løver og også geparder og leoparder. Når han fik en melding på “leopardkanalen” satte han fuld fart på bilen for at nå frem i tide, og vi var altid blandt de første biler.
Vi vidste aldrig, hvad meldingen gik ud på, kun at der var noget spændende, vi skulle skynde os ud til. Så var der alle de andre vilde dyr, som man slet ikke kan undgå at se. Store flokke af elefanter, gnuer, bøfler, zebraer, flodheste og antiloper, desuden mange giraffer og krokodiller. Listen bliver meget, meget lang. Efter 3 dage fortsatte vi til Ngorongoro, hvor vi af “nye” dyr så enkelte næstehorn. Lodgen her havde en fabelagtig placering, lige på kanten af krateret, så når man gik ind i værelset havde man det totale udsyn over krateret. Hele den ene side af rummet var nemlig et stort vindue. Betagende syn. Den sidste safari var i Tarangire, hvor vi for første gang så slanger i træerne, vist en grøn mamba og en python. Nætterne her var spændende, for dyrene kom helt op mellem teltene og lydende var meget tydelige. Den ene morgen var der spor efter leoparder. Vi sluttede af på Zanzibar, og Pongwe Beach er som beskrevet et pragtfuldt sted og meget fredeligt beliggende. Tak til Caspar for hans hurtige og effektive hjælp, da vores kontaktperson ikke dukkede op i lufthavnen. Der var lige lidt uoverensstemmelse med flytiderne. Vi skulle i øvrigt hilse dig Michael fra Omar. Zanzibar blev ren afslapning, dog med et enkelt besøg i Stone Town.

Så kort sagt: En rigtigt godt tilrettelagt tur med en fornuftig tidsmæssig afvejning af de forskellige områder vi besøgte, set i forhold til mulige oplevelser og dyremængder de enkelte steder, hvor det hele rent logistisk fungerede og der var et fornuftigt og ensartet valg af lodge/hotel niveau.
Så vi er yderst tilfredse med forløbet