Holger og Bodil

Vi er velankommet til Tune efter 3 fantastiske uger i Tanzania og Uganda.
Vi fik en enestående service i begge lande. Fra vi ankom i Nairobis lufthavn blev vi budt velkommen – karibu – med stor venlighed. Guiderne var dygtige både til at køre og fortælle og til at forstå vores individuelle behov og ønsker. Kokken lavede fantastisk mad (vi undrede os over, hvordan fødevarer kunne opbevares i 30 gr og stadig være friske – uden brug af køleskab). Valget mellem primitive campsites og et luxiøst tented camp var helt rigtigt for os. Vi så alle dyr samt migrationen i Serengeti. Gorillatrekket var spændende og lige tilpas anstrengende. Skulle I mangle nogle billeder, kan vi supplere med mange fantastiske.

Mange venlige hilsner
Holger og Bodil

Vi skylder lige at fortælle dig at du har gjort et godt stykke arbejde da du lavede vores rejse til Tanzania. Alt klappede og vi havde en fantastisk tur.
Vi havde en helt fantastisk chauffør Limo og kok David og de var med til at gøre safarien til en kæmpe oplevelse. Vores 3 vandreture var også helt fantastiske og måske var disse dage de bedste på hele turen. Vi tog Olmoti krateret om eftermiddagen da vi ankom til Nainokanoka. Det gjorde den følgende dags vandretur til Bulati mere overkommelig for alle.
Vi sov i Bulati i to nætter og havde så mange gode oplevelser her. Vi oplevede masai-marked (tirsdag) og besøgte skolen og var hjemme hos en lærer og hans familie.
Selve besøget på skolen var en kæmpe oplevelse for alle. Vi fik fortalt hvem vi var da vi besøgte alle klasser og de var meget interesserede i at høre om vores skoler og liv. I de to dage vi var på skolen havde de ikke noget vand og det betød at de ikke fik mad. Skolen havde fået majsmel mm af FAO men manglede altså vand ofte.
Der var et par masaipiger på markedet der syntes at …. og jeg var gamle og rynkede (og her gik man lige og syntes at man var blevet lidt sommer lækker), men de var også kun ca. 16 gifte og havde henholdsvis 1 og 2 børn.
Besøget hos buskmændene og Datoga familien var ligeledes meget spændende. Hadzapi stamme besøget var dog på en måde en lidt blandet fornøjelse da deres dage jo nok er talte. Godt at vi var advaret om jagten, byttet (en bushbaby) var ganske rigtig lang tid om at dø.
Alle aftaler med rangerne og guider fungerede fint.
Vores dage i Arusha var meget oplevelsesrige. Vi fik set dans og sang og fik gået nogle ture i det meget frugtbare landskab lige uden for byen. Vi boede hos en rig afrikansk familie og lige uden for døren var folk fattige og boede i hytter og mændene havde 3 koner. Store kontraster.
Zanzibar var jo bare dejlig, men meget anderledes og knapt så meget Afrika.

Mange hilsner

Anonym 6

Ballonturen gik i orden dernede og 3 af os fik en fin flyvetur. Jeg vil gerne kvittere for en meget fantastisk tur. Alt fungerede perfekt og vi oplevede utroligt meget. Tak for det.

Mange hilsener

Anonym 5

Hej Michael

Så er det vist på tide at komme med en tilbagemelding.
Det er dejligt at kunne fortælle, at rejsen har været helt fantatisk og til fulde levet op til vores forventninger. Den var godt tilrettelagt og havde en passende fordeling mellem Uganda og Tanzania. Alle lodger var af pæn standard, og især Buhoma lodgen i Bwindi og Tarangire River Camp var spændende. Begge chaufførguider var dygtige og meget vidende og fortjente gode drikkepenge. Vi havde mange dejlige oplevelser, så dette er bare en kort beskrivelse.

I Entebbe stod Bosco klar til at tage imod os, og vi blev kørt til det pæne Protea hotel i Kampala.
Et par dage senere skulle vi på gorillatrek i Bwindi, turens højdepunkt, og her var vi vist virkelig heldige.
Vi kom i en lille gruppe på kun 4 personer og fik “tildelt” den største gorillafamilie.
Efter ca. 1 t. køretur og 1 t. vandring fandt vi gorillaerne, der var i en lysning i udkanten af regnskoven.
Det er en meget stor oplevelse at følges rundt med gorillafamilien en god times tid og se, hvordan de lever.
Chimpansetrekket dagen efter fik en fin start i solskin, men så kom uvejret.
Tropisk tordenvejr og skybrud, så fik vi prøvet det. Vi gled rundt i mudderet og måtte afbryde turen. Guiden havde sit besvær med at hive os op af kløften igen af totalt smattede stier. Men chimpanser eller ej (for dem fik vi desværre ikke set) – det var en rigtig god oplevelse. Senere i QE så vi bl.a. de træklatrende løver og rigtig mange fugle.
Vi opdagede desuden, at politiet kan andet end at lave kontrol. Vi blev stoppet af nogle grinende betjente, der spurgte, om vi ikke var på safari for at se løver, og der lå da en løve lige deroppe i træet. Det var rigtig nok, der lå en løve, som vi ikke havde opdaget. Vores sidste dag i Uganda blev lidt mere oplevelsesrig end forventet. Vi skulle køre til grænsen til Tanzania, men det blev med en del omveje ud i noget, der mere var stier end veje for at komme udenom nogle af byerne undervejs. Bosco måtte spørge om vej mange gange. Der var optøjer i Kampala og det havde bredt sig til resten af landet, så flere veje var spærret af brændende bildæk. Det var lidt skræmmende. Vi nåede dog grænsen i god behold og det var godt, vi var på vej mod Tanzania.
De turister, der lige var kommet ind i Uganda, måtte vende om og tage tilbage. Efter en times kontrol ved grænsen kunne vi køre videre mod Bukoba, hvor natfærgen ventede. Det blev som beskrevet en meget lokal oplevelse.
Vi fik heldigvis vores ret pæne 1. klasses kahyt og sov udmærket. Men ellers var det en rigtig “bananbåd” fyldt med lokale rejsende og ganske få turister. Flere af de lokale havde medbragt tæpper og sov oven på bananklaserne på dækket.

Næste morgen kl. 7.30 blev vi modtaget af Khalifa, der havde ventet på os siden kl. 6 Alle troede overfarten tog 9 timer, men den varede 10½. Så gik det mod Serengeti, og det er nok den største oplevelse, lige bortset fra gorillaerne.
Khalifa gjorde alt for at vise os alle de spændende rovdyr, og hver dag så vi masser af løver og også geparder og leoparder. Når han fik en melding på “leopardkanalen” satte han fuld fart på bilen for at nå frem i tide, og vi var altid blandt de første biler.
Vi vidste aldrig, hvad meldingen gik ud på, kun at der var noget spændende, vi skulle skynde os ud til. Så var der alle de andre vilde dyr, som man slet ikke kan undgå at se. Store flokke af elefanter, gnuer, bøfler, zebraer, flodheste og antiloper, desuden mange giraffer og krokodiller. Listen bliver meget, meget lang. Efter 3 dage fortsatte vi til Ngorongoro, hvor vi af “nye” dyr så enkelte næstehorn. Lodgen her havde en fabelagtig placering, lige på kanten af krateret, så når man gik ind i værelset havde man det totale udsyn over krateret. Hele den ene side af rummet var nemlig et stort vindue. Betagende syn. Den sidste safari var i Tarangire, hvor vi for første gang så slanger i træerne, vist en grøn mamba og en python. Nætterne her var spændende, for dyrene kom helt op mellem teltene og lydende var meget tydelige. Den ene morgen var der spor efter leoparder. Vi sluttede af på Zanzibar, og Pongwe Beach er som beskrevet et pragtfuldt sted og meget fredeligt beliggende. Tak til Caspar for hans hurtige og effektive hjælp, da vores kontaktperson ikke dukkede op i lufthavnen. Der var lige lidt uoverensstemmelse med flytiderne. Vi skulle i øvrigt hilse dig Michael fra Omar. Zanzibar blev ren afslapning, dog med et enkelt besøg i Stone Town.

Så kort sagt: En rigtigt godt tilrettelagt tur med en fornuftig tidsmæssig afvejning af de forskellige områder vi besøgte, set i forhold til mulige oplevelser og dyremængder de enkelte steder, hvor det hele rent logistisk fungerede og der var et fornuftigt og ensartet valg af lodge/hotel niveau.
Så vi er yderst tilfredse med forløbet

Erik og Birgit

Kære Michael/Trekking Bureauet

Vi havde en ud over alle forventninger god og vellykket tur til Tanzania, som vi var meget spændt på at gense, siden vi sidst besøgte landet i 1982. Vi var på forhånd indstillet på, at mangt og meget måtte være anderledes og for at forebygge en skuffelse i den henseende, sagde vi gang på gang til hinanden, at landet nu ville være mere præget af turisme og at alt nok ikke ville være så smukt og i enhver forstand fantastisk, som i vores måske lidt lyserøde ungdomserindring. Og jo, vi fik en anderledes tur end da vi i vores grønne ungdom rejste rundt med spidstelt og via offentlige transportmidler, lånt bil og deslige. Men vi havde jo også netop ønsket os en anderledes tur, fordi tiden er en anden og fordi vi har nået en alder, hvor vi sætter pris på, at tingene er godt tilrettelagte, at der er mad og vand og et rart sted at sove osv. Tid er jo også for os blevet en anden og mere kostbar ressource end den var tilbage i 1982, hvor det ikke spillede den store rolle at slå sig ned et par dage eller to og vente og se, om der skulle komme en bus eller ej.
Alle bekymringer, vi på nogen måde kunne have gjort os forud for turen, kunne vi godt have sparet os. Planlægning og tilrettelæggelse fra Trekking Bureauets side var i top – og via mailvekslinger med Michael fik vi meget let lavet et program med lige præcis det indhold, vi kunne ønske os: Vandring ved foden af Kilimanjaro, safari i Lake Manyara, Serengeti og Ngorongoro, hvor vi også ønskede at vandre længere nordpå. Fleksibiliteten mht. antal overnatninger på de enkelte steder var en dejlig ting også i forhold til mere gængse pakkerejser fra andre rejsebureauer og gav os mulighed for at være to nætter på nogle af de bedste steder. Faktisk tænkte vi hjemmefra: “Kan det virkelig være så let?”
Og ja, så let kunne det sagtens være 🙂 Vores chauffør/guide hentede os i lufthavnen og var gennem samtlige dage en god og fuldstændig stabil følgesvend, som gjorde alt for at vi skulle befinde os godt og at alt skulle klappe fuldstændig efter planen. Ydermere var han et imødekommende og meget vidende menneske, som hurtigt spottede vores interesse for bl.a. at kigge fugle. Vi følte os i den grad i gode hænder hos både ham og rangeren, som vi vandrede med.

Og landet ligner stadigvæk sig selv. Vi blev ikke skuffede. Naturligvis og heldigvis har der fundet en udvikling sted, og det virker faktisk som om udviklingen går i den rigtige retning for landet. Bl.a. var vi jo vældig glade for at se at håndteringen af turismen virker til at være i orden og ok også på naturens præmisser. Og jo, sammenlignet med 1982, var der mange andre end os rundt omkring i nationalparkerne, men ingen steder oplevede vi det som overrendt eller ubehageligt/masse-turisme-plastic-agtigt. Hvor vi for mange år tilbage var laaaangt udenfor rækkevidden af alt og alle i et lille elefantomringet spidstelt ved Ngorongoro kan det i sammenligningen til 2010 forekomme helt surrealistisk at kunne stå i bunden af krateret og tale i mobiltelefon. Underligt, men også ret fedt!

Naturen er nu – som dengang – fantastisk. Duftene, de store vidder, bevoksningen og de mange nuancer af grønt, det skiftende landskab og vejrlig samt dyrelivet er stadigvæk så det kan hensætte den sanselige rejsende i en nærmest tranceagtig tilstand af lykkelig hengivenhed. Vi så og sansede i det hele taget alt hvad hjerte og sjæl kunne begære og kan kun til alle, der har denne Afrika-længsel i sig, sige: Tag af sted! Tag af sted! Det kan ikke anbefales nok, det er ubeskriveligt, det må opleves!

Mange hilsner
Erik og Birgit

Anonym 3

Kære Caspar

Det har været en fantastisk rejse, som vi har været MEGET glade for.
Hele safarituren klappede bare. De sidste nætter var dog meget kolde. Vi frøs så meget om natten, at vi lå med alt tøjet på i soveposerne og frøs alligevel. Et par ekstra tæpper ville have været skønt.
Chauffør + to kokke servicerede os til stor tilfredshed, og vi så så mange dyr, at vi bare havde ”the lucky stone in the pocket”, som chaufføren sagde. Ocean Paradise var lige så dejligt, som du havde beskrevet, og børnebørnene meldte straks ud, at her kunne de godt bo. Uheldigvis var der sket en fejl, så der kun var reserveret 5 nætter i stedet for 6 nætter, så vi måtte pakke og blive kørt til Hilton hotel på nordkysten den sidste dag og nat. Men det var ok, selvom hotellet ikke var nær så charmerende, for stranden var bedre – og vi fik set lidt mere af øen. Så alt i alt vil vi gerne takke dig, Caspar for at have lavet en uforglemmelig god rejse for os!