Anonym 7

Vi havde en helt utrolig dejlig tur til det sydlige Tanzania, som bestemt levede op til vores meget store forventninger. Vores chauffør/guide, Gerald var vældig sympatisk, meget vidende og en både dygtig og hensynsfuld “driver”. Da vi jo kørte meget, var det umådelig rart, at man ikke behøvede at “køre med” selv! Gerald “snød bestemt heller ikke på vægten” – dagene med safari bestod faktisk af 8 fulde timers safarikørsel + pausen midt på dagen, hvis vi da ikke havde heldagssafari, og det var vi selvfølgelig meget glade for og også vældig imponerede over. De 4 områder var utroligt forskellige, Selous herlig vildt og meget lidt “friseret” med noget sky dyr (på grund af jagten syd for Rufiji-floden, forklarede Gerald). Campen var god med meget flot beliggenhed og gode telte mm. Efter Selous virkede Mikumi lidt flad og lidt rigelig velordnet, men det var ved nærmere eftertanke nok ikke helt retfærdigt bedømt, for her var mange dyr og campen var hyggelig med dejlige telte, og den var meget velplaceret i området. Ruaha blev som ventet turens højdepunkt – her er så helt utrolig smukt og varieret, både vegetation, landskab og jordens farve veksler hele tiden, og her var mange dyr. At bo i bandaerne i Ruaha River Lodge helt nede ved floden var en unik oplevelse, så den korte pause midt på dagen blev ikke brugt til at sove, men til at sidde og se på dyrelivet. Problemet var næsten at vælge, hvorvidt det var elefanterne, girafferne, flodhestene, bavianerne, klippegrævlingerne eller diverse fugle, man skulle prøve at følge. Vi talte lidt om, hvorvidt det ville blive noget af en nedtur at skulle afslutte turen i Saadani Safari Lodge, men det blev det ikke. Her var så helt anderledes og også pragtfuldt med dejlige telte helt nede på den fine hvide strand, hvor man kunne følge de lokale fiskeres anstrengelser om morgenen. Der var ikke så mange dyr i parken, men mange fugle, og vi så Black and White Colobus monkeys ( en pæn flok i fin afstand). På den meget flotte sejltur på Wamifloden den sidste eftermiddag med en virkelig dygtig lokal guide blev det til Blue monkeys samt en mængde fugle, flodheste og krokodiller. Også her fik vi fuld valuta for pengene og kom først tilbage til lodgen, da det var blevet mørkt. Det havde nok ikke været meningen, men var jo herligt!

Som du kan forstå, har turen været en kæmpe oplevelse, ikke bare safaridagene, men også køredagene mellem de enkelte parker. Vi har set og oplevet en masse af landet, landskaber, marker, landsbyer, lidt større byer og har fået et bredere og større indtryk af Tanzania, end “bare” nationalparkerne.

Vi fik ikke set vilde hunde, sabel- og roanantiloper, som vi havde håbet, men er også blevet klar over, at vi måske ikke har været i det “rigtige” hjørne af Ruaha, for at på mulighed for det.

Mikael & Lisbeth

Hjemvendt fra en dejlig påskeferie i Garfagnana, vil vi sige mange tak for en veltilrettelagt vandretur fra Sillico til Parco Orecchiella.
Vi blev som aftalt hentet af Danilo i Cardoso og fik en grundig briefing. Vi følte at vi var i meget trygge hænder – også da solskinsvejret pludselig blev til hagl og sne på vej til Casone. På hotellet blev vi placeret foran pejsen med te og kage 🙂 Begge hotelovernatninger var gode oplevelser med fine værelser, god mad og venligt personale, som også gav os madpakker med til dagens tur.
Hils Danilo når I ses.

Bedste hilsner fra
Mikael Schultz & Lisbeth Roed