Holger og Bodil

Vi er velankommet til Tune efter 3 fantastiske uger i Tanzania og Uganda.
Vi fik en enestående service i begge lande. Fra vi ankom i Nairobis lufthavn blev vi budt velkommen – karibu – med stor venlighed. Guiderne var dygtige både til at køre og fortælle og til at forstå vores individuelle behov og ønsker. Kokken lavede fantastisk mad (vi undrede os over, hvordan fødevarer kunne opbevares i 30 gr og stadig være friske – uden brug af køleskab). Valget mellem primitive campsites og et luxiøst tented camp var helt rigtigt for os. Vi så alle dyr samt migrationen i Serengeti. Gorillatrekket var spændende og lige tilpas anstrengende. Skulle I mangle nogle billeder, kan vi supplere med mange fantastiske.

Mange venlige hilsner
Holger og Bodil

Anonym 5

Hej Michael

Så er det vist på tide at komme med en tilbagemelding.
Det er dejligt at kunne fortælle, at rejsen har været helt fantatisk og til fulde levet op til vores forventninger. Den var godt tilrettelagt og havde en passende fordeling mellem Uganda og Tanzania. Alle lodger var af pæn standard, og især Buhoma lodgen i Bwindi og Tarangire River Camp var spændende. Begge chaufførguider var dygtige og meget vidende og fortjente gode drikkepenge. Vi havde mange dejlige oplevelser, så dette er bare en kort beskrivelse.

I Entebbe stod Bosco klar til at tage imod os, og vi blev kørt til det pæne Protea hotel i Kampala.
Et par dage senere skulle vi på gorillatrek i Bwindi, turens højdepunkt, og her var vi vist virkelig heldige.
Vi kom i en lille gruppe på kun 4 personer og fik “tildelt” den største gorillafamilie.
Efter ca. 1 t. køretur og 1 t. vandring fandt vi gorillaerne, der var i en lysning i udkanten af regnskoven.
Det er en meget stor oplevelse at følges rundt med gorillafamilien en god times tid og se, hvordan de lever.
Chimpansetrekket dagen efter fik en fin start i solskin, men så kom uvejret.
Tropisk tordenvejr og skybrud, så fik vi prøvet det. Vi gled rundt i mudderet og måtte afbryde turen. Guiden havde sit besvær med at hive os op af kløften igen af totalt smattede stier. Men chimpanser eller ej (for dem fik vi desværre ikke set) – det var en rigtig god oplevelse. Senere i QE så vi bl.a. de træklatrende løver og rigtig mange fugle.
Vi opdagede desuden, at politiet kan andet end at lave kontrol. Vi blev stoppet af nogle grinende betjente, der spurgte, om vi ikke var på safari for at se løver, og der lå da en løve lige deroppe i træet. Det var rigtig nok, der lå en løve, som vi ikke havde opdaget. Vores sidste dag i Uganda blev lidt mere oplevelsesrig end forventet. Vi skulle køre til grænsen til Tanzania, men det blev med en del omveje ud i noget, der mere var stier end veje for at komme udenom nogle af byerne undervejs. Bosco måtte spørge om vej mange gange. Der var optøjer i Kampala og det havde bredt sig til resten af landet, så flere veje var spærret af brændende bildæk. Det var lidt skræmmende. Vi nåede dog grænsen i god behold og det var godt, vi var på vej mod Tanzania.
De turister, der lige var kommet ind i Uganda, måtte vende om og tage tilbage. Efter en times kontrol ved grænsen kunne vi køre videre mod Bukoba, hvor natfærgen ventede. Det blev som beskrevet en meget lokal oplevelse.
Vi fik heldigvis vores ret pæne 1. klasses kahyt og sov udmærket. Men ellers var det en rigtig “bananbåd” fyldt med lokale rejsende og ganske få turister. Flere af de lokale havde medbragt tæpper og sov oven på bananklaserne på dækket.

Næste morgen kl. 7.30 blev vi modtaget af Khalifa, der havde ventet på os siden kl. 6 Alle troede overfarten tog 9 timer, men den varede 10½. Så gik det mod Serengeti, og det er nok den største oplevelse, lige bortset fra gorillaerne.
Khalifa gjorde alt for at vise os alle de spændende rovdyr, og hver dag så vi masser af løver og også geparder og leoparder. Når han fik en melding på “leopardkanalen” satte han fuld fart på bilen for at nå frem i tide, og vi var altid blandt de første biler.
Vi vidste aldrig, hvad meldingen gik ud på, kun at der var noget spændende, vi skulle skynde os ud til. Så var der alle de andre vilde dyr, som man slet ikke kan undgå at se. Store flokke af elefanter, gnuer, bøfler, zebraer, flodheste og antiloper, desuden mange giraffer og krokodiller. Listen bliver meget, meget lang. Efter 3 dage fortsatte vi til Ngorongoro, hvor vi af “nye” dyr så enkelte næstehorn. Lodgen her havde en fabelagtig placering, lige på kanten af krateret, så når man gik ind i værelset havde man det totale udsyn over krateret. Hele den ene side af rummet var nemlig et stort vindue. Betagende syn. Den sidste safari var i Tarangire, hvor vi for første gang så slanger i træerne, vist en grøn mamba og en python. Nætterne her var spændende, for dyrene kom helt op mellem teltene og lydende var meget tydelige. Den ene morgen var der spor efter leoparder. Vi sluttede af på Zanzibar, og Pongwe Beach er som beskrevet et pragtfuldt sted og meget fredeligt beliggende. Tak til Caspar for hans hurtige og effektive hjælp, da vores kontaktperson ikke dukkede op i lufthavnen. Der var lige lidt uoverensstemmelse med flytiderne. Vi skulle i øvrigt hilse dig Michael fra Omar. Zanzibar blev ren afslapning, dog med et enkelt besøg i Stone Town.

Så kort sagt: En rigtigt godt tilrettelagt tur med en fornuftig tidsmæssig afvejning af de forskellige områder vi besøgte, set i forhold til mulige oplevelser og dyremængder de enkelte steder, hvor det hele rent logistisk fungerede og der var et fornuftigt og ensartet valg af lodge/hotel niveau.
Så vi er yderst tilfredse med forløbet

Birgit og Tommy

Hej Michael

Så er vi kommet hjem fra vores ”store tur” til Uganda, Tanzania og Zanzibar, og jeg vil som vi aftalte inden afrejse, lige beskrive forløbet. Det er egentligt ganske nemt fortælle, da ALT er forløbet perfekt og vi har ikke oplevet nogen problemer undervejs. Tak for en veltilrettelagt tur med kompetente samarbejdspartnere. Vores 2 chauffører Sula og Pius var meget præcise mht. tidspunkter og man følte sig sikker med dem ved rattet. Mht. Indkvartering har vi været super tilfredse med de forskellige hoteller og lodges. Dog var vi ikke kede af, at skulle skifte fra Buhoma Lodge, som du skrev var overbooket ( fugtigt, mørkt og slidt) til Mahogany springs, sikke en forskel… Nå, men ud på gorilla trek. Det tog os ca. 2,5 time at finde flokken, og sikken en oplevelse. Vi fik en god time sammen med ”vores gorillaer” og en masse gode billeder. Det var alle anstrengelserne (og pengene) værd. Tanzania var lige så vellykket. Vi har haft nogle store oplevelser bag i Land Cruiseren (vi var alene under hele safarien), og set alt på nær næsehorn, som vi dog så i kikkerten fra terrassen på Ngorongoro lodgen. På Zanzibar var det så tid til afslapning, og det må man sige man gør hos Sele i Langi Langi. Fin fyr og et dejligt sted. Til slut et par dage i Stone Town, som en stor kontrast til de andre ting vi havde oplevet, men en spændende by.

Mange hilsener fra Birgit og Tommy