DEN ØSTAFRIKANSKE VILDTVANDRING

De endeløse østafrikanske sletter er skueplads for verdens mest spektakulære dyreoplevelse – 1,5 millioner gnuers årlige vildtvandring. Fra Serengeti’s endeløse sletter til de champagnefarvede højdedrag i Kenya´s Masai Mara vandrer 1,5 millioner gnuer og 200.000 zebraer og gazeller årligt ad en mere end 2000 km cirkulær rute, ubarmhjertigt forfulgt af Afrikas store rovdyr, i søgen efter frisk, nyspiret græs. Der ikke nogen egentlig begyndelse eller slutning for en gnus vandring – det er en lang vandring i konstant søgen efter føde og drikke.

OVERSIGT OVER GNUERNES VANDRINGSMØNSTER

December, januar, februar, marts
The Serengeti National Park / Ngorongoro Conservation Area er nok verdens mest betagende vildtreservat. I løbet af månederne december til marts er de endeløse sletter i det sydlige Serengeti og i Ngorongoro beboet af enorme mængder gnuer og zebraer. De store flokke græsser på sletterne, hvor det nyspirede græs pibler op af jorden efter den lange regnsæson. Når flokkene kælver fra slutningen af januar til midten af marts, er de koncentreret i området omkring Ndutu (det sydlige Serengeti / Ngorongoro Conservation Area) og tiltrækker her rovdyr såsom løve, gepard og hyæne. Anslået fødes 400.000 gnukalve i løbet af en 6-ugers periode fra slutningen af januar til midten af marts.

April, maj
I disse måneder er de afgnavede sletter ude af stand til, at føde de endeløse flokke af gnuer og zebraer. Vandringen, der langsomt bevæger sig mod vest og nord, forlader det korte græs i det sydlige Serengeti / Ngorongoro, og indtager det lange græs og skovene i Serengeti´s vestlige korridor, ganske tæt ved Victoria Søen. Denne periode er samtidig den lange regnsæson, hvorfor vejene er ganske ufremkommelige og derfor en dårlig periode for safari-rejser.

Juni
I slutningen af maj har gnuerne udpint de bedste græsgange i den vestlige korridor, og flokkene må bevæge sig yderligere nordpå. Når de indtager området ved Lamai tæt ved den kenyanske grænse (og Masai Mara), begynder gnuerne deres parring og dette står på i hele juni. Dette er samtidig overgangsperioden mellem den våde og tørre sæson.

Juli, august, september, oktober
I løbet af juli har utallige flokke samlet sig ved den opsvulmede Mara-flod – den sidste forhindring før det søde, korte græs i Masai Mara. Nogle steder vælger flokkene at krydse floden ved lavt vand og herved sikre at størstedelen kommer helskindet over. Andre steder falder valget på overgange med dybere vand og kraftig strøm, og de svageste gnuer lider druknedøden, mens de store krokodiller venter på deres mundfuld! I perioden august, september og oktober opholder flokkene sig i Masai Mara.

November
Den korte regnperiodes ankomst er samtidig startskuddet for flokkenes vandring sydover.
I slutningen af november er vildtvandringen på vej tilbage til det sydlige Serengeti og de første gnuer begynder at kælve – gnuernes livscyklus er komplet!

ePay / Payment Solutions SIKKER BETALING
ePay / Payment Solutions er PCI-certificeret af VISA / Mastercard, og al kommunikation foregår krypteret via en sikker forbindelse.