BORNEO EXPLORER

På denne oplevelsesrige 14 dage rundrejse i Borneos nordøstlige delstat Sabah kommer I på en spændende tur med adventure som tema. I skal bl.a. på rafting-tur ned ad Kiulu-floden, bestige det majestætiske Mount Kinabalu og udforske junglen i Sukau. Naturligvis skal I også se orangutangerne i Sepilok og bo i langhus hos den lokale Rungus-stamme.

Med andre ord: En natur- og kulturoplevelse i særklasse.

REJSEPLAN

Dag 1. Kota Kinabalu
Dag 2. Kiulu-floden
Dag 3. ”Tip of Borneo” & Rungus-stammens langhus
Dag 4. Kota Kinabalu – Mount Kinabalu
Dag 5. Mount Kinabalu
Dag 6. Mount Kinabalu – Kota Kinabalu
Dag 7. Kota Kinabalu
Dag 8. Kota Kinabalu – Sandakan
Dag 9. Sukau Rainforest og sejltur på Kinabatangan floden
Dag 10. Sukau – Sandakan – Kota Kinabalu – Kinarut
Dag 11 – 13. Strandferie i Kinarut
Dag 14. Kinarut – Kota Kinabalu

PRISEN INKLUDERER

  • Rundrejse og måltider som beskrevet i turbeskrivelsen.
  • Lokale engelsktalende guider

PRISEN INKLUDERER IKKE

  • Fly til/fra Kota Kinabalu
  • Indenrigsfly
  • Afbestillingsforsikring (5% af rejsens pris)
  • Rejseforsikring
  • Donationer
  • Drikkepenge
  • Forplejning, der ikke er anført i dag til dag programmet.

DETALJERET REJSEPLAN

Forklaring: M=Morgenmad, F =Frokost, A=Aftensmad
Dag 1 Kota Kinabalu
Ankomst til Kota Kinabalu, Sabahs hovedstad, hvor I bliver mødt af vores engelsktalende agent, som sørger for transport til hotellet. Byen er opkaldt efter det mystiske Kinabalu-bjerg med de høje forrevne tinder i byens bagland. Resten af dagen er til fri disposition KK, som Kota Kinabalu kaldes lokalt. Det er en afslappet by med en herlig udsigt til øerne ud for kysten, især når solen går ned og danner det mest fortryllende farvespil. Vi kan varmt anbefale et besøg på en af de mange fiskerestauranter, der ligger i byen. En god og billig en af slagsen ligger ved siden af Promenade Hotel.
Overnatning: Novotel 1Borneo.
Dag 2 Kiulu-floden
I bliver kørt til Tamparuli og den smukke natur ved Kiulu-floden. Efter en kort instruktion af sikkerhedsforanstaltningerne er det tid til at gå ombord i bådene og rafte ned af Kiulu-floden. Turen foregår i et afslappende tempo gennem rolige vande, og undervejs passerer I smukke naturscenerier som bl.a. gummiplantager, frugtplantager, rismarker og også flere hyggelige, isolerede beliggende Dusun-landsbyer. Enkelte steder kan det blive nødvendigt at bære båden, hvis vandstanden er meget lavt.
Husk at medbringe badetøj, sko med gummisåler, ekstra tør tøj og undlad at medbringe værdigenstande. Redningsveste og hjelme bliver udleveret før turen.

Hen på eftermiddagen er I tilbage på hotellet i Kota Kinabalu.
Overnatning: Novotel 1Borneo. M

Dag 3 ”Tip of Borneo” & Rungus-stammens langhus
I skal tidligt op og afsted mod Kudat. Efter en køretur på ca. 2½ time er I fremme i ”langhusenes land” i Sabah.
Efter frokost fortsætter I så langt mod nord, som man kan komme på Borneo, også kaldet ”the tip of Borneo”. Her kan I nyde den smukke udsigt, hvor Suluhavet og Det Sydkinesiske Hav møder hinanden. Efterfølgende bliver der et badestop ved en nærliggende strand.

Hen på eftermiddagen kommer I til den hyggelige landsby hos Rungus-stammen, som er jeres base for natten. Her bliver der lejlighed til at hilse på den meget gæstfrie befolkning, nyde en kokos-drink og hvis vejret tillader det kan I på cykel opleve nærliggende landsbyer og det lokale landbrug (kun for voksne).

Hen på aftenen får I serveret en traditionel, lokal aftensmad. Efter maden er der festlig underholdning af de lokale, hvor ofte både børn og voksne optræder med deres traditionelle danse iklædt farvestrålende dragter. En festlig afslutning på en spændende dag.

Overnatning: Indkvartering hos Rungus-stammen. Der overnattes i værelser med madrasser på gulvet og myggenet. Værelserne er helt enkle, men de specielle opgivelser opvejer til fulde for den manglende luksus. M/F/A

Dag 4 Kota Kinabalu - Mount Kinabalu
I vågner op til den skønne stilhed, der hviler over landsbyen, måske afbrudt af et hanegal eller to. Efter et morgenmåltid skal I på en spændende vandretur til en nærliggende gummiplantage, hvor I kan teste jeres evner ud i tapning af gummi. Herefter forlader I landsbyen og efter en smuk køretur på et par timer, med et frokoststop undervejs, er I fremme ved Mount Kinabalu, Sydøstasiens højeste bjerg. I checker ind i parkens hovedkvarter og besøger den botaniske have, hvor de kompetente guider vil tage jer på en spændende vandretur. I spiser middag og overnatter i Kundasang, som ligger lige udenfor hovedkvarteret. M/F/A
Dag 5 Mount Kinabalu
I forlader Kundasang tidlig morgen for at køre til Timphoon, som ligger i 1.800 meters højde. Sammen med jeres guide begynder I herfra en enestående vandretur op ad bjerget. Efter 5-6 timer er I sidst på eftermiddagen fremme ved gæstehuset Laban Rata i 3.353 meters højde. Efter et velfortjent måltid (forvent ikke den store gastronomiske oplevelse) overnattes i gæstehusets sovesal. M/F/A
Dag 6 Mount Kinabalu - Kota Kinabalu
I vil blive vækket af guiden allerede kl. 3 for at begynde opstigningen af det sidste stykke til toppen (der ligger 4.100 meter over havet). 3 timer senere vil I stå på Mount Kinabalus majestætiske top, Low´s Peak, hvorfra I kan opleve en enestående solopgang over Kinabaluparken. Når den unikke oplevelse er foreviget og kameraet pakket ned, vandrer I tilbage til parkens hovedkvarter. Efter en god frokost køres tilbage til Kota Kinabalu.
Overnatning: Novotel 1Borneo. M/F

Vær opmærksom på, at der kan være meget koldt det sidste stykke op til toppen, så medbring varmt tøj – det kan ligeledes anbefales at medbringe handsker og en pande-lygte. Denne tur kan gennemføres af alle, men det anbefales at træne / være vant til at vandre meget.

Dag 7 Kota Kinabalu
Dagen er til fri disposition. Oplev byen på egen hånd eller nyd strandene vest for Kota Kinabalu. Central Market er mest livligt om morgenen, når fiskerne kommer med deres fangster, og kvinderne fra bjerglandsbyerne bringer deres frugt og grøntsager ned for at afsætte dem på markedet. Det er også interessant at slentre rundt i pælelandsbyen Kampong Ayer på kanten af havet, og vil man have lidt viden om de lokale samfund, er statsmuseet værd at besøge. Det er bygget i beton, men i stil med traditionelle langhuse, og det rummer en fin samling af kulturskatte fra forskellige stammefolk.
Overnatning: Novotel 1Borneo. M/F
Dag 8 Kota Kinabalu - Sandakan
Der er tidlig vækning for at tage med Malaysian Airlines til Sandakan. I Sandakans lufthavn bliver I mødt af vores samarbejdspartner, og herfra går turen til Sepilok Rehabilitation Centre, hvor en flok rødhårede primater venter jer. Mødet med orangutangerne i den frie natur er storslået. Efter 10 minutters gang gennem junglen kommer I til et lille foderplateau, hvor et par rangers venter. I løbet af få minutter pusler det i træerne omkring jer. De unge aber, der endnu ikke har lært at klare sig selv, kommer to gange om dagen og får et kosttilskud i form af bananer og mælk. Efterfølgende vises en film om rangernes arbejde med de skønne dyr. Herfra kører I til floden, hvor en båd venter på at sejle jer til Sukau Rainforest. De næste par timer er sejlads på Sabahs længste flod, Kinabatangan, mens den vilde natur langs floden tager til, krattet bliver tættere og træerne højere. Fra trækronerne følger en koloni af nysgerrige næseaber bådens vuggen ned ad floden.

Ved ankomsten til Sukau Rainforest Lodge indtages middagen i stearinlysets skær, efterfulgt af et interessant slide show og foredrag om den fascinerende jungle, alt sammen leveret af en kompetent guide med en enorm viden om naturen og området. Resten af aftenen er til afslapning, hvor man kan sidde på den brede veranda og lytte til cikadernes sang. Overnatning: Sukau Rainforest Lodge. M/F/A

Dag 9 Sukau Rainforest og sejltur på Kinabatangan floden
I bliver vækket af makak-abernes lange sørgmodige skrig, mens dagen langsomt gryer – godt det samme, for kl. 06.00 begynder dagens første safari på floden. Dyrene er mest aktive om morgenen – måske er I heldige og møder et par af regnskovens store skikkelser som orangutangen, den lille flok vilde elefanter, et par langarmede gibboner eller den karakteristiske næseabe. Hvis vejret tillader det, vil der også blive tid til en lille gåtur i junglen. I har desuden mulighed for at være med i et projekt, der arbejder for at få plantet flere træer i området, så man undgår udryddelse af visse arter. I er tilbage ved nitiden og spiser morgenmad. Over middag går turen op ad floden til Sukau Village, hvor der efter et kort ophold følger endnu en sejltur på floden med besøg i en landsby. Undervejs gøres ophold ved en lille ø i Kelenanap-søen med mulighed for at gå en tur. Efter en betagende solnedgang – og kokken Joes aftensmad – er det blevet tid til dagens sidste safari. De specielle projektører monteres på båden, og det er nu op til guiden at fange nattelivet på floden i lyskeglerne. Hold fingrene indenbords, det er efter mørkets frembrud, at krokodillerne jager!
Overnatning: Sukau Rainforest Lodge. M/F/A
Dag 10 Sukau - Sandakan - Kota Kinabalu - Kinarut

Fra nationalparken sejles nu mod Sandakan. Ved ankomsten spiser I frokost midt i byen, inden I kører til lufthavnen. Herefter flyver I med Malaysian Airlines til Kota Kinabalu. Her venter en bil på at køre jer ud til jeres strandhotel i Kinarut.
Overnatning: Beringgis Beach Resort. M/F

Dag 11 - 13 Kinarut
Dagene er til fri disposition.
Overnatning: Beringgis Beach Resort. M
Dag 14 kinarut - Kota Kinabalu

Transfer til Kota Kinabalu. Efter en oplevelsesrig rundrejse på Borneo har I mulighed for at forlænge opholdet eller flyve hjem til Danmark, eventuelt med et stop i Singapore. M

Afrejse
Efter eget valg fra Billund el. København

Hjemrejse
Efter eget valg fra Billund el. København

Antal dage 14

Pris
Fra kr. 12.340 v/2 personer
excl. fly til/fra Kota Kinabalu og indenrigsbilletter (ca. kr. 1045)

Rejseleder
Lokal engelsktalende guide Tillæg for enkeltværelse.

Bemærk at rejsen gennemføres som Seat-in-Coach, dvs at der på visse dele af turen (transfers f.eks.) kan være andre rejsende, som I skal være sammen med.

ePay / Payment Solutions SIKKER BETALING
ePay / Payment Solutions er PCI-certificeret af VISA / Mastercard, og al kommunikation foregår krypteret via en sikker forbindelse.